Tirsdag den 27. april

Vi ankom efter en fuldstændig udramatisk 10-11-timers flyvetur til Los Angeles lufthavn den 27. april kl. 14:00, LA-tid – Vi var fløjet tilbage i tiden :-D

Efter nogle timers ventetid i LA fløj vi videre til Las Vegas, hvor vi ankom lige omkring kl. 6 om aftenen. Vi tog en limousine fra lufthavnen til vores hotel, Planet Hollywood, for skal man gå bankerot, kan man lige så godt gøre det med stil. Der var lidt problemer med at finde vores bookning, men det endte heldigvis med, at vi fik vores værelser. Vi skyndte os installerede os og så gik vi ellers på sightseeing på hotellet, hvor vi for vildt i kasinoet og efterfølgende måtte have hjælp til at finde ud af hotelområdet. Efter lang tids gåen rundt i kasinoområdet fandt vi ud på en shoppinggade (som også var en del af hotellet), hvor der var op imod 100 butikker og spisesteder. Man kunne finde alt her, undtaget udgange. Smart – de forsøger at holde folk inde på hotellets område, for at man skal bruge alle sine penge netop her.

Vi gik i gang med at finde ud af at få arrangeret Jan og Lottes bryllup.

Det viste sig, at vi manglede nogle oplysninger, som de amerikanske myndigheder skulle have, for at vi kunne blive gift. (vores papirer fra de danske myndigheder var jo blevet stjålet, men de havde faktisk ikke indeholdt alle oplysninger). Det var vi lidt overraskede over, for alle vi har talt med omkring, at blive gift i Vegas, har fortalt, at man bare går ind fra gaden og bliver gift. Det skulle være helt problemfrit og man skulle ikke behøve nogen papirer. Nå men, det var ikke så let alligevel. Når man er skilt skal de vide skilsmissedato (dag, måned og årstal) samt hvor man er blevet skilt. Det er altså ikke noget man lige går og husker på 10 – 15 år tilbage i tiden, men efter opringninger og e-mails til gentofte kommune samt SMS’ser hjem lykkedes det os at skaffe alle oplysninger, som vi havde på plads kl. 2 om natten Vegas tid. Så der kunne vi gå roligt i seng, nu vidste vi at det kunne lade sig gøre at blive gift.

Onsdag den 28. april

Vi stod tidligt op, for at arrangere bryllup. Vi gik ned i hotellets reception, hvor de hjalp med at arrangere det hele. Efter snakken frem og tilbage om mulighederne gik vi fra vores første planer om at blive gift i helikopter over Las Vegas, til at blive gift i et almindeligt bryllupskapel og derefter flyve i helikopter over Las Vegas (The Strip).

Da alle planer var lagt fik sendt Lottes kjole til ”steaming” og så gik vi på shopping. Vi fik købt en skjorte og jakke til Jan, Casper købte et jakkesæt, Lotte købte en taske og Marlene havde allerede købt (eller fået) sko og smykker. Vi holdt en middagspause, før vi gjorde os klar til brylluppet.

Kl. 18 blev vi hentet i en hvid limousine. Først blev vi kørt til ”Clark County Marriage Bureau” hvor vi fik lavet vores ”Marriage Licence”, herefter blev vi hastigt kørt videre til det ”Wedding Chappel”, hvor vielsen skulle foregå. Efter betaling af vielsen plus diverse forskellige drikkepenge gik en fotograf i gang med at fotografere os. Herefter ankom vores ”minister” og vielsen gik i gang. Jan havde lige nået at få meget lidt instruktion og indvilget i en kristen ceremoni, Lotte anede ikke hvordan det skulle foregå, så det var vældigt morsomt, men alligevel også meget romantisk.

Efter ceremonien, som inkluderede en lys-tændings ceremoni og ”den første dans” (hvilket vi ikke lige var forberedt på) blev der taget lidt flere billeder. Vi havde meget travlt, fordi vi skulle direkte fra vielsen ud til helikopteren, hvor vi skulle være kl. 20 (flyveturen skulle foregå kl. 20:30), så vi kiggede hurtigt billederne igennem og valgte de billeder vi ville have. På vej ud i limousinen, som skulle køre os til helikopterflyvepladsen fik vi at vide, at flyveturen var aflyst på grund af kraftig vind, så vi blev kørt tilbage til vores hotel i stedet for. Jan og Casper gik ud og købte en flaske champagne (vi skulle have haft champagne på helikopter flyveturen) og efter at have fået flyttet vores middagsreservation lidt frem skålede vi i champagne oppe på vores hotelværelse og fik gaver af Casper og Marlene. Det var nogle smukke, symbolske figurer fra Fiji, en skildpadde som betyder held og en mand og en kvinde som betyder Kærlighed. Jeg, Lotte fik også et rigtig flot tørklæde af Marlene, som jeg havde ønsket mig.

Herefter tog vi en taxa til restauranten ”Top of the World”, som ligger på de øverste etager i en 106 etager høj rund bygning på The Strip. Gulvet i restauranten drejer 360 grader på en time, så vi havde den mest fantastiske udsigt over Las Vegas og ”The Strip” mens vi spiste en dejlig middag. Efter middagen kørte vi tilbage til hotellet, hvor vi havde aftalt at gå på kasino. Desværre var vi (Jan og Lotte) bare så udbombede efter de sidste dages stress og jag, at vi var nødt til at droppe kasinoet, så Marlene og Casper gik alene derned. Det blev en kort fornøjelse, for Marlene blev smidt ud, fordi hun ikke var 21, og hun fik at vide, at hun overhovedet ikke måtte opholde sig i kasinoet, heller ikke for at se på uden selv at spille. (det skal lige siges, at man kun kan forlade hotellet via kasinoet, hvis man ikke skal køre derfra). Nå, så Marlene gik også i seng, og Casper kom hurtigt efter, for der var ikke noget ved at være i kasinoet alene.

Torsdag den 29. april og fredag den 30. april

Så skulle vi hjem. Vi skulle flyve fra Las Vegas 11:50, så vi tjekkede ud og kørte fra hotellet kl. 10. Vi forlod Las Vegas med maner, vi kørte nemlig også i limousine ud til lufthavnen. Efter 1½ times flyvetur fra Vegas til LA havde vi godt 5 timers transittid i LA lufthavn. De gik nu forholdsvis hurtigt, og så var det skulle vi bare overleve 10 lange timers flyvetur fra LA til London, før vi kunne sætte vores ben i Europa igen. Turen fra LA til London var virkelig lang. Der var dårligt vejr hele vejen over USA og vi fik ingen informationer, så det var temmelig ubehageligt. Derudover havde vi en meget ubehagelig spansktalende mand bag os, som konstant sparkede i vores sæder og som blev meget truende, da vi bad ham om at stoppe det. Så det endte med, at ingen af os fik sovet mere end 1 time på turen til London. Det var lige før vi kyssede jorden i London, da vi var kommet helskindede frem og vi glædede os bare til at få den sidste flyvetur til København overstået. Med et kvarters forsinkelse lettede vi fra London efter 3 timers transittid her, og kl. 18 dansk tid kunne vi trætte men glade sige pænt goddag til familien Dohn (Caspers familie), som modtog os i lufthavnen med flag, blomster og hjemmebagt rugbrød. Jan og Lotte blev kørt til Charlottenlund (tusind tak for det Pappa Dohn) og Marlene og Casper blev kørt hjem til familien Dohn, hvor de formentligt er blevet vartet op som var de greve og grevinde ;-)

Lotte og Jan kom hjem til blomster og et fyldt køleskab (tak for det Lotte Øen og tak fordi du har holdt liv i vores slanger og blomster).

Og det var så 3 hhv. 1 måned i den store verden. Vi har haft det fantastisk og gør det gerne og helst snart igen!

Se billederne Her.

Søndag den 25. april

I dag har vi sovet længe. Efter morgenmaden var vi i poolen, hvor vi lavede vandaerobic, spillede vandvolleyball og plaskede rundt. Efter nogle timer i poolen var det tid til at slappe af i liggestolene ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Efter frokost var vi i poolen, når vi ikke lige slængede os i liggestolene. Vi var også en lille tur på stranden, før vi gik i bad og gjorde os klar til aftensmad og aftenens underholdning. Bagefter var vi i baren, hvor nogle fik sig nogle sjusser og så gik vi i seng.

Mandag den 26. april

I nat blev vi holdt vågne af et voldsomt uvejr. Det regnede og stormede, så det lød som om hytten ville falde sammen. Midt om natten var Marlene og Casper ude at vores sko og det tøj, vi havde hængt til tørre på vores overdækkede terrasse. Alt var vådt, for regnen havde slået flere meter ind over terrassen. Ved morgenmaden hørte Marlene og Casper om at én af gæsterne havde pakket alt og ligget i sin seng med tøj og støvler på, parat til at flygte, når der kom tzunami varsel. Der var nemlig samtidigt med stormen meget lavt tidevand.

I dag sov Marlene og Casper længe, og da de stod op, var det dejligt solskinsvejr igen. Efter morgenmad slappede de af ved poolen, før Marlene fik 2½ timers massage mens Casper fik dækket lidt af sit computerunderskud samt fik undervisning i madlavning af resortets chefkok. Bagefter hang de ud i baren og drak sangria sammen med vores nye amerikanske venner, indtil Jan og Lotte kom tilbage fra dagens udfordringer.

Jan og Lotte sov ikke længe i dag, de skulle nemlig på whitewater rafting på Upper Navua River, som er Fijis rafting-flod. Om natten havde vi spekuleret på, om turen ville blive aflyst, og da vi stod op var det stadig ret dårligt vejr med regn og lidt blæst. Men vi blev hentet som planlagt kl. 7 (morgen) og kørte en times tid til et sted, hvor vi skulle skifte bus. Efter busskiftet kørte vi ind i landet og op i bjergene af en meget ujævn og snoet jordvej der til tider var så stejl, at bussen knap kunne trække sig op ad den. (Firmaet havde købt bussen for fem år siden og da var den vist allerede til buskirkegården, men det skulle efter sigende være et firma med tip top udstyr). På vejen skulle vi krydse floden flere steder og det ene sted stod vandet ½ meter op over broen og der var knald på floden. Vi fik at vide, at det var på grund af nattens uvejr, at der var så meget vand, og vi skulle glæde os, for det var en god dag for rafting.

Da vi ankom til vejens ende, skulle vi gå 20 minutter langs floden til startstedet for raftingen. Der stod en masse Fijier klar til at bære udstyr ned til raftingstedet, mens vores guider skulle sejle bådene hen til startstedet. Vi fik at vide, at det første stykke af floden (det stykke vi gik) var for vildt og for farligt til at vi måtte sejle med, så derfor sejlede guiderne alene bådene igennem. Floden var vild, ja – i virkeligheden var den nok en del vildere end de havde forventet, så de mistede en båd på vejen, den slap simpelthen fra dem, før de havde sat sig i den, så efter 3 både var sejlet ned til os, kom der pludselig en ubemandet båd ”flyvende” forbi. Det viste sig, at der også var en båd, som var gået i stykker (der var et hul i), så fra at vi skulle begynde med 5 både, hvoraf en var til mad og ekstra udstyr og de 4 andre skulle have 1 guide og 4 gæster i, var der pludselig kun 3 både tilbage, hvor vi alle skulle være i. Bådene blev lastet med gæster, ekstra guider samt mad og udstyr, og så var det af sted. Det skal lige siges, at mens vi ventede på bådene fik vi instruktion og sikkerhedsbriefing, men da vi kom ud i floden var der ikke tid til at øve ret meget, før det første fald begyndte. Vi havde ikke sejlet i 5 minutter, før vi kom til et sted hvor vandet blev virkelig vildt, alle 3 både væltede, stort set alle røg ud af bådene, den ene flippede over. Mens vi lå i vandet og forsøgte at holde os fast til båden, blev vi ramt bagfra af båden efter os. Den flippede rundt og alt var kaos af både, udstyr og mennesker som tumlede rundt i den brusende flod. Alligevel kom vi forholdsvis hurtigt op i båden igen og så begyndte vi at redde folk fra de andre både op. Til at starte med havde vi kun 2 padler tilbage, men efterhånden fik vi også fisket flere padler op af vandet. Vi passerede flere ”svømmere” som panikslagne skreg på hjælp, men som vi ikke kunne nå at samle op. Heldigvis vidste vi, at der var mindst én båd efter os, som kunne forsøge at få dem samlet op. Vi passerede også en guide, som stod inde på flodbredden, og som også havde mulighed for at få indfanget ”svømmere”. Efter en halv times tid, var alle samlet op af vandet og genforenet med deres familie og venner inde på flodbredden på et sted hvor floden igen var blevet forholdsvis rolig. Ingen var kommet alvorligt til skade, skønt nogle var temmelig chokerede og ikke ville ned i bådene igen. Flere havde troet, at deres sidste time var kommet, mens andre havde været overbevist om, at deres kone/mand var druknet. Guiderne virkede lige så chokerede som gæsterne og de virkede ikke som om, de havde helt styr på situationen. Efterfølgende fik vi at vide, at det fald, hvor vi alle væltede var kategori 4+ til 5, og det skulle have været en kategori 3, så det var noget voldsommere end forventet, hvilket, tror vi, også kom bag på guiderne. Vi fik også at vide, at vi havde mistet alle drikkevarer samt det meste af maden, så de opfordrede alle til at dele med andre hvis de havde drikkevarer eller mad med. (det var en heldagstur, hvor der skulle være frokost på flodbredden). Det lykkedes guiderne, at få alle overtalt til at sætte sig i bådene igen, hvilket var godt, for der var ingen anden vej ud end via floden. Resten af turen var fantastisk smuk, og der var ikke flere vilde fald (faktisk var det ret kedeligt, hvad angår rafting-kategorien, men det var nok meget godt for de fleste). Da vi nåede frokoststedet, viste det sig at der var reddet én madkasse, den med fyld til sandwich (ost, skinke, salat og dressinger), så vi delte alle den mad der var. Efter frokost var stemningen løsnet så meget op, så man kunne se og høre at folk begyndte at nyde raftingen. Vi sejlede under et vandfald og stoppede ved et andet, som vi kunne gå ind under, hvilket der var en del som gjorde. Der var ikke mere ”svømning”, floden indbød ikke til det, den var brun af jord, på grund af den megen regn og der flød træstammer, bambus og grene rundt i vandet. Desuden var der meget strøm i vandet, selv der hvor floden var rolig, fordi der ingen fald var. Men det er noget af den flotteste natur vi har set, floden løb gennem en canyon (”USA har Grand Canyon, vi har Green Canyon”, sagde guiderne) og vi sejlede skiftevis mellem stejle klippeskrænter og flade flodbredder. Gennem regnskov og langs bambus bevoksning. Vi kom forbi en landsby med tage lavet af blade fra bambus. Der var hundredvis af små og store vandfald, som endte i floden og en del side-canyons, som vi sejlede forbi. Turen endte hvor der lå en lille landsby ved bredden, her blev vi hjulpet med at pakke udstyret sammen af landsbyens beboere. Vores bus stod her, og de havde et lille omklædningsrum, som vi brugte til at skifte til tørt tøj. Så gik det tilbage til hovedvejen, gennem bjergene ad endnu en ujævn og snoet jordvej. Et sted var vejsiden forsvundet i et jordskred, så der ingen afstand var fra hjulsporet til kanten. Så selve køreturen var en ”adventure” i sig selv. Men ved 6 tiden landede vi stort set uskadte ved vores ressort, en oplevelse rigere og lidt gladere for stadig at være i live. Selvom Lotte havde besluttet, at Marlene ikke måtte få noget at vide om, hvor farligt det egentlig havde været, kunne vi ikke lade være med at fortælle om det, så det var aftenens store samtaleemne.

Efter aftensmad var der aftenunderholdning og endnu en gang var Casper oppe og bidrage til morskab for både gæster og ansatte. Vi var en kort tur i baren før vi, trætte efter dagens strabadser, gik i seng.

Tirsdag den 27. april

Så kom dagen, hvor vi skulle forlade Fiji. Vi skulle først af sted fra resortet kl. 6 om aftenen, og vi kunne beholde vores rum helt til vi skulle rejse, så vi havde god tid til både at pakke, hygge os i og ved poolen med vores efterhånden sædvanlige vandaerobic og vandvolley og til at sige farvel til alle de ansatte samt de gæster vi havde snakket med.

Kl. 18 blev vi hentet af vores taxa og kl. 22:50 den 27. april, Fiji-tid afgik vores fly (flyttet fra kl. 22), hvorefter vi havde 10-11 timers flyvetur til Los Angeles.

Se billeder Her.

BULA BULA

Tirsdag den 20. april

Så landede vi i Fiji, lidt forsinkede kl. 17:15. Der holdt ikke nogen transport til os i lufthavnen, så vi aftalte en pris med en taxichauffør, som godt ville køre os til resortet. Det tog 1½ times tid i bulder mørke, og efterhånden som tiden gik, blev vi lidt bekymrede for, om vi overhovedet blev kørt det rigtige sted hen. Men det gjorde vi heldigvis, så vi var glade, da vi ankom til resortet og der var en hytte til os. Det er en dejlig hytte med 2 soveværelser og en stue. Der er vægge mellem værelserne 2 meter op, resten af vejen op til taget er der ingen vægge. Det er kun toilettet, som har loft, og det er kun det ene værelse, som har dør. Men… hytten har havudsigt. Efter aftensmaden var vi i poolen, før vi fik os nogle sjusser. Og så gik i seng.

Onsdag den. 21. april

I dag har vi sovet længe. Efter morgenmaden var vi i poolen, hvor vi lavede vandaerobic, spillede vandvolleyball og plaskede rundt. Efter nogle timer i poolen var det tid til at slappe af i liggestolene ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Efter frokost var vi i poolen, når vi ikke lige slængede os i liggestolene. Vi var også en lille tur på stranden og Jan og Lotte gik en tur, før vi gik i bad og gjorde os klar til aftensmad og aftenens underholdning. Bagefter var vi i baren, hvor nogle fik sig nogle sjusser. Og så gik vi i seng

Torsdag den. 22. april

I dag har vi sovet længe. Efter morgenmaden var vi i poolen, hvor vi lavede vandaerobic, spillede vandvolleyball og plaskede rundt. Efter nogle timer i poolen var det tid til at slappe af i liggestolene ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Efter frokost var vi i poolen, når vi ikke lige slængede os i liggestolene. Før aftensmaden, som bestod af en buffet med traditionel Fiji mad var vi henne og se en ceremoni, hvor landsbyens mænd gik på glødende sten. Efter aftensmaden var vi i baren, hvor nogle fik sig nogle sjusser. Og så gik vi i seng

Fredag den. 23. april

I dag har vi sovet længe. Efter morgenmaden var vi i poolen, hvor vi lavede vandaerobic, spillede vandvolleyball og plaskede rundt. Efter nogle timer i poolen var det tid til at slappe af i liggestolene ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Efter frokost var vi i poolen, når vi ikke lige slængede os i liggestolene. Vi var også en lille tur på stranden, før vi gik i bad og gjorde os klar til aftensmad og aftenens underholdning. Bagefter var vi i baren, hvor nogle fik sig nogle sjusser og blev temmelig berusede (dette kan Jan og Casper ikke huske). Og så gik vi i seng

Lørdag den. 24. april

I dag har vi sovet længe. Efter morgenmaden var vi i poolen, hvor vi lavede vandaerobic, spillede vandvolleyball (og i dag var Jan også med til Volley) og plaskede rundt. Efter nogle timer i poolen var det tid til at slappe af i liggestolene ved poolen, hvorefter vi spiste frokost. Efter frokost var vi i poolen, når vi ikke lige slængede os i liggestolene. Casper og Marlene var henne og få massage og bagefter gjorde vi os klar til aftensmad og aftenens underholdning. I dag var der konkurrence ”perfect partners”, hvor 2 par skulle konkurrere mod hinanden. Marlene og Casper var selvfølgelig det ene par og de vandt. Bagefter var vi i baren, hvor vi dansede limbo og nogle fik sig nogle sjusser. Og så gik vi i seng

Stor hilsen fra Casper, som udtaler: ”Dette er en rigtig ferie!”

Lotte har fået lov til at løbe – og svømmetræne, så hun er også glad.

dscn4609

dscn4610

dscn4614

dscn4626

dscn4634

dscn4636

dscn4639

dscn4640

dscn4643

dscn4645

dscn4646

dscn4660

dscn4667

dscn4668

dscn4669

dscn4670

dscn4675

dscn4694

dscn4698

dscn4708

dscn4718

dscn4724

dscn4739

dscn4745

dscn4746

dscn4749

dscn4750

dscn4755

dscn4759

dscn4763

dscn4778

dscn4791

dscn4794

dscn4797

dscn4799

dscn4805

gedc0006

gedc0030

Søndag den 18. april

I dag skulle vi af sted på vores 2 dages tur til Cape Tribulation og Daintree National Park, en nationalpark nord for Cairns, også betegnet ”the Wet Tropics”, en tropisk lavlandsregnskov indeholdende regnskov, sumpe, mangrove og strande. Cape Tribulation er en lille village, som ligger i regnskoven. Vi blev hentet kl. 7:20 (om morgenen) og første stop på turen var ved ”The Rainforest Habitat Wildlife Sanctuary” (en lille Zoo med dyr, som lever i Australiens tropiske regnskov) i Mossman, en lille by mellem Cairns og Nationalparken. Vi brugte en times tid her og så mange af regnskovens fugle, heriblandt to af de sjældne og udrydningstruede Cassowarys og en masse flotte papegøjer. Cassowary er en stor ikke flyvende fugl, som bliver op til 2 meter høj med en kampvægt på 85 kg. Den er essentiel for Australiens tropiske regnskov, fordi den spiser frugter, fra en del af regnskovens vegetation, som ingen andre dyr kan spise og dermed får sikret destribueringen af sæd, så ny vegetation kan gro. Så denne regnskov kan ikke overleve uden Cassowarys og Cassowary kan ikke overleve uden ”the Wet Tropics”. Vi så også koalaer, krokodiller, flere forskellige Wollabys og kænguruer og for første gang så vi en trækænguru. Et fantastisk dyr, som har udviklet sig fra at have levet på jorden til at leve i trætoppene (altså en evolution modsat vej af de fleste andre dyr). Vi så også store brune kænguruer, hvilket vi ikke har set andre steder. Alle kænguruer og Wollabys undtaget træ-kænguruerne var i et indelukke, hvor man kunne gå igennem og fodre og nusse de dyr som kom hen til en.

Efter besøget her kørte vi visere mod nationalparken, hvor vi landede ved vores ressort midt i regnskoven kl. 12 efter en vandretur gennem regnskoven, mangroven og hen ad stranden. Vi spiste frokost med resten af gruppen og blev så efterladt på resortet, hvor vi var booket ind til at overnatte. Vi havde en lille hytte med to separate dobbeltværelser med eget toilet og bad, et af de mest luksuriøse overnatningssteder på vores ferie rundt i Australien. Vi havde hele resten af dagen for os selv, så Jan og Lotte besluttede sig for at gå sig en tur i regnskoven mens Marlene og Casper gik i poolen og bagefter slappede af i hytten. Vi (Jan og Lotte) ville gå til et waterhole, hvor det skulle være sikkert at svømme, der er krokodiller i floderne og på strandene, så det er ikke sikkert at bade der, men kommer man op over nogle vandfald og til der hvor floderne er ferskvandsfloder, er der sikre badesteder. Vi skulle gå 4 km op ad ”vejen”, hvorefter vi skulle følge en sti op til badestedet. Desværre var stien helt groet til og vi havde alligevel ikke mod til at gå på sådan en tilgroet sti, så vi fulgte ”vejen” tilbage. Man kunne også være gået tilbage langs stranden, det krævede bare lige, at man skulle krydse floden i krokodilleområde og at man gik på stranden ved low-tide, for ellers var det farligt. Vi valgte altså den sikre tur, så var vi også tilbage inden det blev mørkt.

Om aftenen havde vi bestilt en guidet night walk og vi blev hentet kl. 19:40, hvor det allerede var bulder mørkt. Vi kørte i en gammel udbanket Jeep ud til det track, hvor night walken skulle foregå. På vejen så vi en wollaby og en lille hvidhalet regnskovsrotte (vi kan ikke lige huske det rigtige navn). Vi blev udstyret med hver vores lygte, fik lidt instruktion og sikkerhedbreefing og så var det af sted ud i ”junglen”. Vi så ikke så mange dyr og ikke nogle, som vi ikke havde set før, bortset fra en ”dragon”, men det var vildt at gå rundt der i bushen om natten. Efter ca 1½ times bushwalk kom vi tilbage til jeepen og kørte ned til krokodilleområde. Her gik vi mellem 4 krokodille spotting steder, men fik ikke øje på nogle krokodiller, desværre. Det var ret uhyggeligt at gå her og kigge efter krokodiller, selvom det skulle være sikkert, så længe man gjorde hvad guiden sagde og holdt sig længere væk fra vandkanten end han var.

Efter næsten 3 timer i bushen blev vi kørt tilbage til vores ressort, for at opdage at ”nogen” havde spist af vores mad (vi havde et net med brød, kiks og frugt stående på gulvet i Jan og Lottes værelse). Vi tømte posen, men nettet, men fandt ikke noget, som kunne forklare hullerne i brødposerne. Da vi var på vej i seng opdagede vi en lille bange Melomys (et lille rottelignende gnaver, som lever i den tropiske regnskov), som sad i et hjørne i skabet, så det var altså forbryderen, som havde spist af vores mad. Da vi fortalte det til personalet næste dag, sagde de, at melomys kan lugte mad på lang afstand, og derfor skal man have alt i køleskabet, for de skal nok komme ind i hytten. Nå men vi fik Melomy ud af værelset, så vi kunne komme i seng.

Mandag den 19. april

I nat vågnede vi igen ved at regnen trommede på hyttens tag. Da vi stod op regnede det fortsat og det fortsatte det med hele formiddagen, så vi sad det meste af formiddagen i caféområdet og spillede kort og hyggede os, mens regnen trommede på teltdugen. Det var rigtigt hyggeligt og afslappende, lige noget for Casper. Efter frokost og samtidig med at regnen holdt op, blev vi samlet op på ny og så gik turen tilbage til Cairns. På vej tilbage til byen var der stop ved et par lookouts og en times riversafari på Daintree River, som har mangroveskov langs de flade bredder og tropisk regnskov, der hvor bredderne er stejle. På safarien så vi 3 krokodiller (en 3 årig og to unger fra i år). Desuden så vi en tæppepyton og en Green Treesnake (sort med gul mave), som begge lå og solede sig i trætoppene og nogle fugle. Så der er altså virkelig både slanger og krokodiller i Australien, og det opdagede vi først på vores sidste dag i Australien.

Vi var tilbage på vores hotel i Cairns ved 6-tiden om aftenen og efter noget aftensmad tog vi ind til centrum og gik rundt i nogle timer. Vi var på natmarked og gik på havnepromenaden. Der var et stor svømmepøl, som var åben 24 timer i døgnet. Til gengæld var det ikke nogen god idé at bade på stranden, for der var både risiko for at møde krokodiller og stingers, så vi holdt os pænt oppe på promenaden. Klokken 22 tog vi bussen tilbage til hotellet for at pakke til morgendagens afrejse… Sidste hele dag i Australien var slut.

Tirsdag den 20. april

Vækkeuret ringede kl. halv 4 i morges, fordi vi i dag forlader Australien. Vores fly fra Cairns til Brisbane afgik kl. 6:00 og vi blev hentet på hotellet kl. 4:20.  Nu sidder vi i flyet fra Brisbane til Nadi, Fiji, en times tid forsinket, og forventer at lande lidt over 17 lokal Fiji-tid (hvilket vil sige, at vi mister 2 timer pga. tidsforskellen). Vi ved ikke om der er en transport til os, når vi kommer til Nadi, men vi ved at der er ca. 140 km til hotellet fra lufthavnen. Så forhåbentligt kommer den transport, som vi har forsøgt at bestille via e-mail, men som vi ikke har fået bekræftelse på. Det har været en dag fuld af overraskelser, for først viste det sig, at vi skulle med et tog fra indenrigs til udenrigslufthavnen i Brisbane, der var ingen informationsskilte om afgangstider, priser eller hvordan og hvorledes det foregik. Transporten mellem lufthavnsdelene var ikke betalt i flyprisen og pga forsinkelser på flyet fra Cairns havde vi ikke ret lang tid til at få vores bagage og finde udenrigslufthavnen for at få tjekket ind på det næste fly. Nu opdagede vi så også, at der stod forskellige afgangstider på vores billetter. Casper skulle flyve en time før os andre, men med det samme fly, så vi vidste ikke hvilken tid, som var den rigtige. Da vi kom til udenrigslufthavnen var det en helt tredje tid, som stod ved vores flynummer, og vi fandt ud af, at flytiden var lavet om her til morgen. Så det endte med, at vi havde en times tid i lufthavnen før vi skulle boarde flyet. Det er altså ikke bare lige, det der med at flyve rundt i det store udland, og Australien er absolut ikke et særligt turistvenligt land, både hvad angår informationsniveau og hvad angår venlighed og samarbejdsvilje i lufthavnene. Både på rejsen herned og nu på rejsen herfra har vi fået konfiskeret ting i security, som er blevet godkendt i adskillige securitys i andre lande. På vej herned fik vi taget en nyindkøbt og plomberet parfume, creme og ansigtsvask, fordi de var for store. De var indkøbt i Københavns lufthavn og vi havde ingen problemer hverken i Frankfurt eller i Singapore, men i Australien blev de konfiskeret på trods af, at de var i plomberet pose. På vejen hjem var det vores køleelementer, som de pludselig påstod, var for store (på indpakningen stod, at de var 100 ml stykket). De har været med i vores håndbagage lige siden New Zealand (for at spare på vægten i den indtjekkede bagage). Det interessante er, at man ikke kan diskutere det, hvis en security-person har bestemt sig for, at noget er på en bestemt måde, får man intet ud af, at argumentere med dem. Så vi sagde, at de bare kunne tage dem, de havde alligevel allerede stjålet så meget andet fra os. Men…

Trods flere besværligheder og mindre positive overraskelser ind i mellem, så har ferien i Australien været sjov, spændende, interessant, lærerig, hyggelig og… Selvfølgelig var der mange ting, som vi ikke fik set og gjort, men der var rigtig mange ting, som vi fik set og gjort, og der skal jo også være noget tilbage til næste gang ;-)

Summa summarum: Det har været megafedt, og nu glæder vi os til en uges hygge og afslapning i Fiji.

[[Show as slideshow]]

Torsdag den 15.

I dag skulle vi ikke køre så langt til vores næste overnatningssted, faktisk kun 50 km til en lille by Tully, hvorfra vores rafting skulle afgå næste dag. Så vi valgte, at køre lidt tilbage, for at køre op i bjergene til Wallaman Falls, det højeste ”single-drop” vandfald i Australien. Vandfaldet ligger i en regnskov, som er en del af ”the Wet Tropics World Heritage Area” og er meget imponerende og flot, med et fald på 268m. Vi besluttede, at gå en lille tur i området efter at have set vandfaldet fra lookout’et, men det viste sig, at turen ikke var helt lille alligevel. Faktisk gik turen ned i bunden af dalen til foden af vandfaldet. Det var ikke mindre flot og imponerende nedefra, men det var en lidt hård tur, fordi tracket, som gik gennem tæt regnskov, var stejlt med masser af glatte sten, og det var ikke helt ryddet færdigt efter den sidste storm, så vi måtte også kravle over væltede træer. Samtidig var det enormt varmt og fugtigt, så vi var totalt gennemblødte, da vi kom op igen. Turen tog ca. 1 time at gå ned og ca. 45 minutter at gå op, så det var dagens motion.

Efter turen til Wallman Falls kørte vi op til Tully, fandt et sted at sove og fandt morgendagens mødested og gjorde os klar til at tage af sted tidligt næste morgen. Om natten blev vi vækket af vores første tropiske regnvejr. Det væltede ned hele natten, så voldsomt, at vi ikke fik meget søvn.

Fredag den 16.

Det regnede stadig, da vi stod op, men heldigvis stilnede regnen af, da vi skulle gå over til mødestedet for White Water Rafting. Vi skulle være der kl. 8:15 og kl. 9:00 gik det i bus ud til raftingstedet. Vi var 6 deltagere og en guide i hver båd og vi blev sat sammen med et ungt japansk par. De forstod stort set ikke en brik engelsk, men det gik alligevel meget godt, fordi de kiggede efter, hvad vi andre gjorde og så gjorde det samme. Efter instruktion og lidt praksistræning skulle vi gennem det første større fald. Det klarede vi flot indtil Casper, som den første, røg ud af båden. Selvom han slog sig en del, peb han først rigtigt, da vi var kommet hjem fra raftingen. Vi raftede i 2 timer, hvorefter der var frokost (BBQ på flodbredden). Efter frokosten var der endnu 2½ timers rafting. Vi var gennem nogle rimeligt seriøse fald og var også en del i vandet, hvor vi bare flød derudad. Det var superflot, at rafte på floden gennem den tropiske regnskov og vi så nogle enkelte fugle samt en masse flotte guldsmede og sommerfugle. Ved frokoststedet vrimlede det med fisk og skildpadder i vandet… og dem havde vi ”badet med”. Vi sejlede ind under et vandfald og vi flippede vores båd opside-down og de fleste sprang fra en klippe ca. 3½ meter ned. Wow, det var ikke sjovt, men vi gjorde det. Da vi kom til vores opsamlingssted, fortalte vores guide, at her plejer man også, at få lov til at svømme, men nu er der set krokodiller, så det må man ikke mere. Da vi kom op på land, var der store skilte, som advarede mod krokodiller netop her. Så vi var alligevel glade for, at vi holdt alle lemmer inde i båden, på det sidste stykke. Desværre kan vi ikke lægge billederne taget ved River Raftingen ind, da de ligger på en CD, og vi har ikke CD-rom drev på computeren.

Efter Raftingen kørte vi de sidste 150 km op til Cairns, hvor vores sidste aktiviteter i Australien udgår fra.

Lørdag den 17.                                                                                                               

I dag skulle vi tidligt op igen. Vi skulle til Kuranda fra Cairns og blev hentet kl. 7:20 på vores hotel. Egentlig skulle vi have været med den berømte scenic railway op til Kuranda, en by, der ligger i regnskoven i bjergene vest for Cains. Efter nogle timer i Kuranda skulle vi så med en lige så berømt skyrail tilbage til lavlandet for foden af bjergene, hvor vi skulle i en aboriginal village, Tjakupay. Desværre kører toget ikke i øjeblikket, som følge af stormen i februar/marts. På grund af alt vandet, har der været et jordskred, som har påvirket skinnesystemet, så det ikke kan bruges. De har vist fået repareret skinnerne, men vi fik at vide i går, at der vil gå endnu en måned, før toget kan køre (af sikkerhedsgrunde). Så vi måtte tage med skyrailen både op og ned. Det var en imponerende tur hen over regnskoven, og der var 2 stop på turen hvor der dels var nogle flotte outlooks, dels nogle korte gåture i regnskoven og dels en udstilling om regnskoven. Vi fandt ud af, at der findes trækænguruer, som lever i trætoppene i regnskoven. Vi så desværre ingen. Fra skyrailen var der også en helt imponerende udsigt, både ud mod havet og ind over bjergene og regnskoven med nogle imponerende flotte vandfald. Vi brugte nogle timer til at gå rundt i Kuranda, som er en hippiby, der altså ligger midt i regnskoven. Der er flere markeder og en masse caféer og restauranter. Desuden ligger der forskellige haver (sommerfuglehave, fuglehave og …), som vi ikke havde tid til at gå ind i. Efter nogle timer tog vi skyrailen ned igen og var et par timer i den aboriginale village Tjakupay. Her så vi en danseforestilling, prøvede at kaste med boomerang og spyd, hørte om bushfood og så en forestilling om denne stammes creationstory samt en film om, hvordan Aboriginals var blevet slagtet og gjort til slaver af de hvide, da de indtog Australien. Historien er den samme som mange andre steder i Australien, hvor hele stammer af arboriginals nogle steder er blevet udslettet. Her ved Cairns fortæller de også historien om, hvordan de overlevede og hvordan stammen /familien er vokset igen og klarer sig i det nye samfund. Klokken halv fem blev vi hentet og kørt tilbage til hotellet, hvor vi ankom kvart over 5. vi skyndte os at gøre os klar til aftenens tur i Cairns Night Zoo, som vi blev hentet til kl. 18:20.

Da vi ankom til Cains Tropical Zoo stod den først på BBQ, med fri vin og øl. Der hvor vi sad og spiste sad en hvid kakadue, som kunne tale nogle få ord og som kunne sige tre, når man talte en, to … (når den gad) på tre sagde den så tre og løftede kammen. Dyrepasserne fortalte, at kakaduer kan blive 50 år og udvikler sig til et udviklingstrin som en 2 årig (menneske), og at de også har et temperament som en 2 årig. Efter maden blev vi  alle udstyret med lygter (til at lyse hvor vi gik, så vi ikke trådte på en slange eller et firben) og så gik vi ud i (Zoo)-natten. Vi gik ned til en lille scene, hvor vi fik fortalt om og vist forskellige dyr. Vi så blandt andet en ringtail possum, en Bandicot, en pyton, en Ugle og en kæmpe tudse (SugarCan tudse). Efter dette gik vi videre gennem Zoo. Først gjorde vi holdt ved krokodillerne, som der selvfølgelig blev fortalt en masse om. Dyrepasserne demonstrerede, hvor højt en kæmpe krokodille kan hoppe, ved at holde et stykke kød i en snor på en pind over dens hoved. Den (en krokodille på 4½ m) hoppede 1½-2 meter op i luften og hapsede kødet. Herefter gik turen til koalaerne, som man kunne nusse. Man kunne også her få taget et billede mens man holdt koalaen for ekstra betaling. Efter koalaerne skulle vi ind til wollaby’erne, her var der te og kage(uspiseligt og udrikkeligt). Der var frugt, som man kunne fodre wolla med, så de kom hen og man kunne nusse dem. På turen rundt i zoo kom vi også forbi krybdyrene. Efter rundtur og præsentation af de forskellige dyr var der dans og musik og fri bar (lige ved siden af et koalaindelukke) indtil kl. 22, hvor turen gik tilbage til vores hotel. Vi havde en festlig aften og det viste sig, at Casper er ret god til at danse og spille musik.

Så er det altså alligevel rigtigt… Der findes Platypus’ser eller på dansk kaldet næbdyr. Og endelig fik vi dem set i den vilde natur.

Mandag den 12.

Vi stod tidligt, tidligt op. Klokken 5 var vi alle ude af fjerene og kl. 5:30 stod vi nede ved platypus udsigts platformen og ventede på, at det skulle blive så lyst, så vi kunne se en platypus for os. Vi ventede længe og det eneste vi kunne se i vandet, var en masse skildpadder, som svømmede rundt. Men pludselig så vi én platypus og efter et stykke tid, kom der flere. Vi stod vel en times tid og så på ca. 5 platypus’ser som svømmede rundt i floden samt en masse skildpadder. Så var det tid for noget morgenmad før vi skulle pakke sammen og ud på flere eventyr. Vi lod den pakkede bil stå ved vores hotel, mens vi gik en tur i regnskoven. Det område vi var i havde været udsat for en cyklon nogle uger før og derfor var en del af vandresporene lukkede, men vi havde fået at vide, at det spor ved hotellet, var åbent. Vi måtte dog gå lidt tilbage, fordi der var væltet nogle træer ned over sporet, og vi ikke vidste om der var flere væltede træer videre fremme. Det var ret skræmmende at se, hvor meget ødelæggelse sådan en storm kan gøre på en skov. Der var store træer, som bare var knækkede midt over, mens andre var flået op af jorden med rødder. Før vores vandretur fik vist en video, af ødelæggelserne, som hotelværterne havde optaget, dagen efter stormen. Det var helt vildt at se, og interessant, at se lidt af det med egne øjne bagefter. På trods af stormen var det en rigtig flot tur. Efter gåturen kørte vi videre nordpå. Vi valgte at køre ud til et badested på vejen videre. Vejen derud var en jordvej og flere steder skulle vi krydse floden, som løb over vejen. Det var ret sjovt at køre gennem floden og lidt spændende at se, om det kunne lade sig gøre. Det ku’ det. Vi fik ikke badet, for da vi endelig kom til enden af vejen var der ca. 1 times gåtur derud, og det havde vi ikke rigtig tid til. Derfor kørte vi tilbage til hovedvejen igen og videre mod Nord. Vi kørte ca. 400 km nordpå til Townsville, hvor vi skulle overnatte.

Tirsdag den 13.

På strandpromenaden i Townsville er der flere sikrede svømmeindelukker, så vi var nede på stranden og morgenbade i dag. Allerede til morgen var det ret varmt, så det var rigtigt dejligt med en morgendukkert. Efter at have tjekket ud brugte vi nogle timer på, at tulle rundt i Townsville centrum, før vi kørte videre nordpå. Vi skulle til Cardwell, som ligger tæt på færgen til Hinchinbrook Island. Vi var ude at gå en aftentur, hvor vi opdagede de første krokodilleskilte: ”Gå ikke ned på stranden – der kommer krokodille”, eller noget i den retning. Wow, det er alligevel lidt vildt, at der lever krokodiller side om side med mennesker i byen. Vi ved det jo godt, men det er alligevel noget andet, selv at opleve det.

Onsdag den 14.

I dag var vi på Hinchinbrook Island, verdens største Nationalpark-ø. Turen var lavet lidt om fordi de på grund af ødelæggelser ved stormen (for nogle uger siden) ikke kan sejle ind til Resortet på øen. Vi sejlede ud til Hinchingbrook i en stor katamaran og kiggede efter marineliv. Vi så desværre ikke noget rigtig spændende, men det var en flot sejltur, som tog en times tid. Efter at have sejlet lidt langs med øens bred, sejlede vi op ad en stor flod, så langt op katamaranen kunne gå. Da vi ikke kunne komme videre med katamaranen sejlede vi videre i en lille jolle, som vi havde haft med på slæb. Meningen var, at vi skulle sættes af ved en lille jetti, hvorfra vi skulle gå, først på en gangbro over mangroven, derefter gennem skoven til en strand på øens østlige side. Her kunne vi vælge at hygge os på stranden eller gå en tur gennem regnskoven til en anden strand. Vi havde ca. 2 timer, på øen, før vi skulle tilbage igen. Vi valgte at gå turen gennem regnskoven til den anden strand, hvor vi så ville spise vores udleverede madpakker. Det tog lidt længere tid end forventet, så vi havde ikke lang tid til at spise og se stranden, før vi måtte haste tilbage gennem skoven. Vi havde taget badetøj med, fordi der i beskrivelsen af turen stod, at det var historisk sikkert, at bade på stranden, men på vej ud til øen fortalte kaptajnen om strand og floder. På Hinchingbrook er der mangroveskov langs strandene. Der er en masse saltvandsfloder, som skærer sig gennem øen. Disse mangroveområder er slaraffenland for krokodiller og de fortalte, at der er krokodiller her. De fortalte, at man ikke ser krokodillerne, fordi de store gamle krokodiller husker, at lyden af en motor betyder fare, så når der kommer en båd, forsvinder de ud af syne. Krokodillerne kan både være i floderne, men kommer også op på strandene om natten, så det er en dårlig idé, at bade på stranden om natten. Ud over krokodiller lever der mere end 10 forskellige slags stingers i vandet, den ene kan forårsage værre forbrændinger end den anden. Box-jellyfish, som vi havde hørt om, og som kan give alvorlige forbrændinger er slet ikke den værste af dem. Og så er der jo hajer, men det er nu ikke meget, der tales om dem.

Så… vi fik ikke badet på Hinchinbrook.

Vi var tilbage på fastlandet kl. 2 om eftermiddagen og besluttede os til at køre til et vandhul, hvor det skulle være sikkert at bade. Der var superlækkert, vandet var klart og man kunne se fisk og skildpadder svømme rundt i vandet. Selvom det var et sikkert badested, kunne i ikke lade være med, at være en lille smule bekymrede, når vi kiggede ud mod bredderne af floden, som godt kunne ligne krokodilleområde. I øvrigt var denne badetur ret exceptionel, for det var Jan, som var først i vandet og han var i flere gange.

På køreturen nordpå langs kysten har vi ikke været så meget ude at gå i bushen, på strandene og i byerne. Men vi har oplevet, hvordan Australien er et kæmpe land, hvor afstandene er store og naturen kun langsomt forandrer sig. Det er fascinerende at opleve, når man kommer fra et lille land som Danmark, hvor man kan køre fra den ene ende af landet til den anden på én dag. På trods af, at forandringerne i landskabet sker langsomt ser vi alligevel at omgivelserne bliver mere og mere eksotiske, med bananpalmer, sukkerrørsplantager, fugle i flotte farver, masser af papegøjer, store floder, som krydser vejen, nogle gange som mindre deltaer, så der er store vådområder. Der er bjerge i horisonten og grønt og frodigt, så langt øjet rækker, varmt og fugtigt… og masser af bugs. Et absolut se- og oplevelsesværdigt land. Den eneste skuffelse, er at der ikke er så meget wildlife. Vi troede, der ville hoppe kænguruer rundt langs vejen, men det gør de altså ikke. Der er mange mange fugle, men andet wildlife skal man opsøge, for at opleve, eksempelvis i wildlife parker og i nogle nationalparker.

Torsdag d. 8. april

I dag stod vi tidligt op og fik ordnet formaliteterne med vores biludlejer, så vi kunne forlade Surfers Paradise omkring kl. 8. Herfra kørte vi mod Nord forbi Brisbane og op til Australian Zoo, hvor vi ankom omkring kl. 11. Australian Zoo er den Zoo, som Steve Ervings forældre startede og som hans familie nu fører videre. Vi startede med at gå ind til et stort show med forskellige dyr, for vi skulle selvfølgelig se krokodillefodringen, som var sidste punkt i showet. Det var kun en krokodille, som blev fodret til showet, hvor de fortalte en masse om krokodiller og om hvordan man skal gebærde sig i ”krokodilleland”. Det var vildt at se dette store fortids dyr og dets hurtighed ”in real life”. Efter showet gik vi nogle timer rundt i Zoo, hvor vi blandt andet så flere krokodiller, masser af vilde firben / øgler, som gik rundt i haven, elefanter, tigre, fugle, slanger og… koalaer og kænguruer. Casper nussede en lille koala (på numsen, for det er det eneste sted, man må nusse dem) og vi nussede alle sammen en kænguru. Hvor var de bare nuttede. Koalaen var ikke blød i pelsen, som vi havde troet, men noget krushåret, mens kænguruen var helt blød i pelsen. Kænguruerne var i et indelukke, hvor man kunne gå rundt blandt dem, koalaerne kunne nusses i 2 ”nusse-stationer” i zooen. Man kunne også få lov til at kramme en koala, men det kostede 15 dollar (ca. 75-80 kr.), og det var alligevel for meget af det gode, syntes vi.

Efter Zoo-turen kørte vi videre til Hervey Bay, hvor vi skulle overnatte før vi skulle på vores 2 dages tur til Frazer Island, verdens største sand ø. Da vi ankom til vores Hostel i Hervey Bay, fik vi endnu en overraskelse. Det viste sig nemlig, at vi slet ikke var booket til vores tur, selvom vi havde betalt og havde modtaget vouncher. På hostelet fortalte de, at der ofte er problemer med det bookingsite, som vi havde bestilt gennem. Der var selvfølgelig ikke plads på den tur vi havde bestilt, men vi fik tilbudt at komme på en anden 2 dages tur. Det sagde vi ja tak til, og så var det ned og pakke til turen, for vi ville blive hentet kl. 7:45 næste morgen.

Fredag den 9. april

Kl. 7:45 blev vi hentet af en lille bus, som kørte os ned til Frazer Island færgen. Det tog ca. 45 minutter at sejle over til øen og velankommet på den anden side, blev alle Frazer Island turisterne (undtaget dem som kørte selv i egne 4WD biler) fordelt i store 4WD busser afhængigt af, hvilken tur de var på. Vi var på Frazer Explorer turen og fra færgen gik turen først til et sted som hedder Central Station. En tidligere logging-station, fra tiden (1863 – 1991), hvor man skovede på Frazer Island. Desværre fældede man i den periode en stor del af øens træer, så der i dag fortrinsvis er nyere træer på øen. Vi gik en lille tur, hvor vores guide fortalte lidt om Frazer Island og dens plante og dyreliv. Herefter gik vi en ”rainforest walk” på en 30-40 minutter langs ”The Silent River”. Det var en flot tur og det var det rigtige navn til denne flod, for selvom vandet løb lystigt i floden kunne man ikke høre en eneste rislen, fordi flodløbet består af sand. Vandet var helt klart og nogle steder kunne man nærmest ikke se, at der var vand i floden.

Efter gåturen kørte vi til vores ressort på øen og fik frokost, hvorefter vi kørte til søen Lake Wabby, et stykke ude af stranden.Fra stranden gik vi i 45 minutters tid ud til søen ad et sand track gennem skov. De sidste 200 m. skulle vi gå over en kæmpe sandbanke. Vi badede i søen mens små sorte ferskvandshajer svømmede omkring os, og da vi gik fra søen efter badeturen, så vi en skildpadde svømme rundt i den.

Så gik turen tilbage til Resortet, hvor vi blev indkvarteret og hvorefter vi havde 1 times fritid før aftensmaden. Vi var en tur nede på stranden og kigge efter dingoer og hajer, men så desværre ikke nogle.

Efter aftensmaden hyggede vi på vores værelse (lotte skrev dagbog mens de andre spillede kort) og så var det i seng. Det var gloende hedt og vi havde en papegøjekoloni lige udenfor vinduerne, som ikke gav os mere end et par timers ro, så det var ikke meget søvn vi fik den nat.

Lørdag d. 10. april

Klokken 6 gik papegøjekolonien helt amok og der var ikke andet at gøre end at stå op og gå en tur på stranden i den tidlige morgen. Solen var lige stået op og vi håbede igen på, at se hajer og dingoer, men heller ikke til morgen var der gevinst. Det var alligevel en fantastisk tur, med solen hængende lige over havoverfladen og det rolige hav skyllende ind over stranden i blide bølger.

Efter morgenmaden gik turen med bussen 75 km op ad stranden til forskellige seværdigheder. Først kom vi til et skibsvrag Maheno Wreck på stranden. Et tidligere luksus cruiseskib, som i 1935 (da det var ved at blive trukket til Japan for ophugning) blev skyllet på grund under en cyklon og siden har ligget her på stranden. Det har været brugt til lidt af hvert, bl.a. som bombemål for flyvevåbenet. Nu er der ikke meget tilbage over sandet, men vraget er alligevel et imponerende syn.

Dernæst kom vi til ”The Coloured Sand”, som er sandskrænter i 72 forskellige farve, fortrinsvis røde og gule farver (blandt andet på grund af oxigenering af sandet). Det var rigtig flot.

Vi var også ved den ene af de 3 klippeformationer, som er på øen, som ellers består af sand). Klippeformationen hedder Indian Head og når man står på toppen af den får man en fantastisk udsigt over havet. Her kiggede vi efter hajer og andet marineliv. Vi så en enkelt rokke og selvfølgelig en del fugle, men hajerne glimrede med deres fravær (øv).

Næste punkt på turen var en badetur i en flod, Eli Creek, den største ferskvandsflod på Frazer. Hvis man går et stykke op ad floden fra udløbet ved stranden kan man lade sig flyde (føre med strømmen) tilbage til stranden. Mens de andre badede var 3 af os (Casper, Jan og Lotte) en tur med et lille fly (12 minutter), hvor vi dels fløj over havet langs stranden og dels over Frazer Island. Det var en helt fantastisk oplevelse og også lidt skræmmende at sidde i det lille fly. Efter flyveturen badede vi lidt i floden hvorefter vi kørte tilbage til vores ressort for at få frokost.

På formiddagens bustur så vi en del fugle og et par dingoer. Dingoerne på Frazer Island er de ”reneste” dingoer på Australien, fordi der ikke må komme hunde på øen, og de derfor ikke har haft mulighed for at parre sig med tamme hunde. På resten af Australien findes der ikke ret mange helt ”rene” dingoer mere. Derfor er Frazer meget kendt for sine Dingoer og mange tager hertil for at opleve dem.

Mange tager selvfølgelig også til Frazer fordi det er én stor sand ø, 135 km lang og 25 km bred, med         250 km sandstrande. Vi fik fortalt at hvis der blev opført en stor mur rundt om hele Sydney og man tog alt sandet fra Frazer og hældte ned over Sydney inden for murene ville sandet gå 200 meter op i luften.

Efter frokost tog vi til Lake McKinsey, som er én af de flotteste søer på Frazer. Dybt blåt vand omgivet af hvid sandstrand. Her badede vi et par timer, før turen gik tilbage til færgen til fastlandet. Vi var tilbage på vores hostel ved halv 6 tiden efter 2 dejlige afslappende og oplevelsesrige dage på Frazer. (Ifølge Casper, var det rigtig ferie, på Frazer ifølge Lotte var det ren bade ferie).

Søndag d. 11. april

Vi havde besluttet at tage en lang køretur i dag, for at have tid til at opleve mere de næste dage, samtidig havde vi besluttet at prøve at forlade kysten for at køre ind i en nationalpark (ca 80 km inde i landet), hvor der var gode muligheder for at se platypus (næbdyr). Så vi startede tidligt ud og kørte i dag 800 km. Vi ankom til et lille mountain ressort i Euengella NP ved 8 tiden om aftenen i buldermørke. Heldigvis havde de en dejlig lille hytte, som vi kunne sove i. Efter at have installeret os gik vi op i hotellets restaurant og mens vi sad der og ventde på vores mad, kom en lille possum forbi et træ lige udenfor restaurantens terrasse, for at spise de vindruer, der var lagt ud til den. Nåe, den var sød, da den sad der og guffede vindruer. Det er den første possum, vi har set på Australian Mainland, og den første vilde possum Casper ser, så det var på tide. Efter maden gik vi en aftentur for at se om vi kunne se nogle platypus, men der var lidt for mange edderkopper til, at vi havde lyst til at rende rundt der i bushen om natten, så vi opgav hurtigt, og gik i stedet hjem i seng. Vi besluttede at stå tidligt op den næste morgen, før solopgang, så vi kunne stå ved platypus udsigtsstedet ved daggry, som er det bedste tidspunkt, at se platypusser på (daggry og aftenskumringen er de bedste tidspunkter).

dscn3562

dscn3835

dscn3836

dscn3845

dscn3848

dscn3855

dscn3860

dscn3887

dscn3892

dscn3894

dscn3896

dscn3906

dscn3922

dscn3923

dscn3924

dscn3925

dscn3931

dscn3938

dscn3956

dscn3979

dscn3983

gedc0103

gedc0147

gedc0158

gedc0164

gedc0181

p4100016

pict0025

pict0030

pict0032

pict0045

pict0058

pict0062

pict0065

pict0067

pict0079

pict0082

pict0104

pict0134

pict0140

pict0160

pict0164

Det er så onsdag d. 7. april, som er ved at være slut. Lige nu sidder vi på en café/restaurant i Surfers Paradise og venter på noget mad. Klokken er kvart i 11 om aftenen og det sidste sted vi havde regnet med at være, eller planlagt at være var… ja – Surfers Paradise. Vi er her, fordi vi skal aflevere en politirapport i morgen tidlig til vores biludlejningsfirma.

Det startede ellers som en god dag. Vi stod tidligt op og besluttede, at i dag skulle være dagen, hvor vi skulle finde nogle vilde dyr, så Casper kunne se, at der virkelig er vilde dyr i Australien. Så efter direktioner fra vores hostel-vært kørte vi ind i landet mod et område, hvor der skulle være vilde dyr. Ved Natural Bridge, havde vi indbrud i bilen. Der blev smadret 2 ruder og vi fik stjålet 2 tasker. Marlenes og Lottes håndbagage. Marlene havde en del smykker, sin iPod, de gaver hun har købt og al sin makeup. I Lottes taske var vores Vaunchere til de ture vi skal på, de næste uger samt kopier af alle vores personlige papirer og kort, inklusive vores kreditkort. Så resten af dagen har vi brugt på, at finde noget politi, som ville lave en rapport samt skaffe en ny bil og ringe til Danmark og få lukket alle kreditkort. Så nu må Casper betale resten af gildet, for han er den eneste, som har kreditkort. Heldigvis fik de ikke stjålet vores pas, flybilletter og hotelreservation i Las Vegas. Men de har også stjålet vores papirer på, at vi må blive gift, så nu er det spændende om vi kan blive gift. Nå men… det var ret svært at få lov til at anmelde det, så til sidst fik vi en ny bil, så vi kunne køre til Surfers Paradise, hvor der er en døgn politistation og der skal vi så aflevere politirapporten til biludlejeren i morgen tidlig. Og så kan vi forhåbentligt køre nordpå, hvor vi forhåbentligt kan komme på vores planlagte tur til Frazer Island.

Så er denne dumme dag forhåbentligt ovre, så nu vil vi fortælle om dagene op til og hvad vi har lavet der.

Fredag d. 2. april var dagen hvor vi skulle på Bridgeclimb på Sydney Harbour Bridge. Så vi mødte glade og forventningsfulde op her kl. 9.45. Efter en masse instruktion og udlevering af udstyr begav vi os så ud på broen. Det var lidt ulækkert det første stykke, hvor man gik på en gangbro under vejbanerne. Den var lavet, så man kunne kigge ned gennem den. Det var super godt vejr og da vi var på toppen af broen havde vi den meste fantastiske udsigt over Sydney. Jan blev godt nok blegere og blegere, da han fandt ud af, at der ”kun” er 75 meter fra toppen af broen og ned til vejbanen, så altså MEGET kortere end vi har rapellet (i Waitomo).

Efter Bridgeclimb gik nogle af os (Jan og Lotte) på Sydney Museum og så udstillingen om Aboriginals, mens nogle andre (Marlene og Casper) slappede af i Hyde Park. Efter museumsbesøget mødtes vi igen og gik en tur i botanisk have. Det der fangede vores opmærksomhed her var den store mængde kæmpe edderkopper, flagermus og kakaduer, som var i parken. Det er helt utroligt at opleve så mange dyr midt i storbyen.

Om aftenen gik vi en tur på hovedgaden i det område, hvor vores hotel lå på, Oxford Street. Det var en festlig oplevelse, for det er Sydneys homoseksuelles gå-i-byen-gade. Der var fest og gang i gaden og vi mødte masser af drags, ligesom vi kunne se gennem dørene til en af barerne, at der var et dragshow igang.

Lørdag d. 3. april var dagen hvor vi havde besluttet at vi skulle se Blue Mountains, så da vi havde hentet vores nye bil begav vi os af sted. Det var desværre sådan af hele resten af Sydney også havde bestemt sig for at de skulle til Blue Mountains netop i denne weekend (For det viste sig, at det var påske weekenden, så det var public holiday). Vi havde en hyggelig tur til Blue Mountains og så lidt seværdigheder og var oppe i det område som kaldes Scenic World, hvor vi var i verdens stejleste togbane og ude i en svævebane over en kløft, hvor bunden i kabinen var af glas. Det var flot at se, men der var for mange mennesker og vi stod rigtigt meget i kø, så nu ved vi, at det kan godt betale sig at koordinere, så man ikke laver de populære ting, når de lokale har fri ;-)

Om aftenen var Jan og Lotte på Kings Cross mens Marlene og Casper gik tidligt i seng. Kings Cross er et specielt område, fordi der både er masser af natklubber, så gaderne er fyldt med festklædte unge mennesker og samtidig står der prostituerede og trækker helt åbenlyst i gaderne mens gademusikanter spiller på gadehjørnerne og der sidder gamle mænd i døråbningerne og snakker. Der er fest både inde på natklubberne og ude på gaderne. Det var en fantastisk oplevelse.

Søndag den 4. var det tid at forlade Sydney, så vi pakkede bilen og kørte nordpå, mod Hervey Bay (nord for Brisbane) hvorfra vi d. 9 skal af sted på tur til Frazer Island. Det er en køretur på 17-1800 km, så det er blevet til nogle lange køredage. På turen nordpå har vi fortrinsvis kørt på Pacific Highway med nogle svipture ad forskellige turistruter. Vi har set en masse flot natur, kommet forbi mange lækre strande og kørt gennem masser af skov. Vi har ledt og ledt efter kænguruer og koalabjørne, så Casper også får set at der findes vilde dyr i Australien, men det er ikke rigtigt lykkedes os endnu. Derfor kørte vi tirsdag d. 6, hvor vi havde overnattet i Port McQuire, hen på et koala hospital, som behandler syge koalaer. (Det skal lige nævnes, at det var Casper, som fandt vej til koala hospitalet). De fleste af koalaerne er på hospitalet, fordi de er blevet ramt af en bil, skambidt af en hund eller brandskadet i forbindelse med bush brand. Meningen er, at når koalaen er kommet sig, skal den sættes ud i naturen igen, men for nogle enkelte koalaer fungerer hospitalet som plejehjem, hvor de får 5-stjernet pleje de sidste år af deres liv. Casper adopterede en lille koalaunge, som var faldet ned fra en gren og formentligt havde pådraget sig livsvarige skader, så det er tvivlsomt, om den kan sættes ud i naturen igen. Det bliver spændende at høre om, hvordan det går med den fremover.  I Port Stevens (Nelson Bay) var vi på et 1½ timers delfincruise, hvor vi så… Ja… delfiner. Så nu tror vi på, at der også findes delfiner ved Australien. Et andet sted, var vi ude at se en såkaldt grafittivæg, hvor besøgende har skrevet hilsener, malet billeder eller lavet mosaik kunstværker på stenene som er lagt til kystsikring.

I morgen skal vi køre noget længere end beregnet, fordi vi på grund af indbruddet i bilen ikke er kommet så langt som beregnet. Så vi skal tidligt op, så vi både kan nå at køre de sidste 400 km til Hervey Bay og på vejen besøge Australian Zoo, som er den Zoologiske have, som Steve Erving havde.

dscn3434

dscn3436

dscn3439

dscn3444

dscn3455

dscn3485

dscn3489

dscn3500

dscn3533

dscn3539

dscn3545

dscn3546

dscn3559

dscn3563

dscn3565

dscn3569

dscn3574

dscn3580

dscn3612

dscn3620

dscn3630

dscn3640

dscn3641

dscn3645

dscn3647

dscn3652

dscn3665

dscn3676

dscn3735

dscn3736

dscn3740

dscn3779

dscn3788

dscn3798

dscn3810

dscn3812

dscn3823

gedc0014

gedc0027

gedc0036

gedc0039

gedc0043

gedc0077

gedc0078

gedc0091

gedc0095

gedc0113

gedc0136

gedc0144

p4050139-kopi

p4050157-kopi

p4060193

p4060209

p4060218

p4060229

p4060242

p4060244

pict0034

pict0039

pict0042

Vi var 2 dage i Melbourne. Vi brugte begge dage på, at cruise rundt i byen. Vi gik og vi gik og vi gik (siger Jan og Marlene), særligt den første dag. Anden dag kørte vi med turistbussen rundt i byen samt med en gratis sporvogn, som kørte i en ring rundt om centrum. Vi var bl.a. i botanisk have og i Chinatown. Vi så nogle af byens specielle kvarterer, bl. a. et ret flippet område med masser af graffiti i gaderne, porcelænssofaer på gadehjørnerne og masser af sjovt klædte mennesker.

31. marts kørte vi tidligt fra Melbourne. Vi skulle nemlig køre hele vejen til Sydney på 1 dag. Ad Hume Highway er der ca. 900 km, så det var noget af en køretur. Vi lavede ikke mange svinkeærinder på vejen, og vi nåede da også udkanten af Sydney forholdsvis tidligt, men brugte 1 time på at finde centrum og endnu 1 time på, at finde hotellet. Efter, at have fået installeret os brugte vi en del tid (læs 3 timer) på, at finde biludlejeren (inde i byen) og derefter lufthavnen, hvor vi skulle aflevere bilen, fordi udlejeren var lukket. Vi kørte tør for benzin og kørte rundt i lukkede gader og gader der pludselig stoppede, for så at begynde et andet sted eller efter et stykke tid (som om, der var taget stykker ud af gaden). Da vi endelig fandt lufthavnen var den LUKKET og vi måtte give bilnøglen til en vagt, så han kunne aflevere den. Transport tilbage til byen var der ingen af, men vi fik fanget en taxi, som sagde at han egentlig ikke måtte stoppe og samle os op der. Det kostede os en formue at komme tilbage til byen (Han snød os så det drev), men ved 1-tiden om natten var vi tilbage til vores hotel. Så vi fik lige 3½ times søvn før vi stod op igen for at tage en taxi til lufthavnen og hente Casper. Han skulle nemlig komme med flyet kl. 6:10.

Så den 1. april kl. 6:15 stod vi så der og ventede på at han skulle få snøvlet sig gennem told, kuffertudlevering og paskontrol. Så kl. 7:10 kom han endelig, JUBII, det var godt. Vi skyndte os tilbage til hotellet og fik os noget morgenmad, så vi kunne komme på sightseeing i Sydney.

Vi gik en lang tur i byen og så Sydney Harbour Bridge, Operahuset og The Rocks. Vi gik selvfølgelig også rundt i centrum og kiggede på butikker.  Det er sjovt, at gå rundt i en storby, hvor der i de små grønne åndehuller befinder sig de mest eksotiske fugle. Og så er der Copenhagen Ice creame på havnen, selvfølgelig tæt på operahuset.

dscn3272

dscn3255

dscn3254

dscn3246

dscn3237

dscn3232

dscn3224

dscn3213

dscn3217

dscn3210

dscn3282

dscn3292

dscn3301

dscn3311

dscn3318

dscn3319

dscn3325

dscn3329

dscn3331

dscn3332

dscn3337

dscn3339

dscn3352

dscn3359

dscn3367

dscn3373

dscn3379

dscn3386

dscn3388

dscn3395

dscn3396

dscn3401

dscn3402

dscn3417

dscn3425

dscn3432

gedc0026

gedc0027

gedc0081

pict0013

pict0041

pict0065

Fredag stod vi TIDLIGT op, for at køre til Grampians National Park, hvor vi skulle køre på quat-bikes. Vi skulle være der kl. 9:30, og da der var 2 timers køretur derop måtte vi op ved halv 7 tiden. Efter en sikkerhedsbriefing fik vi udleveret styrthjelme og handsker og så var det ud til ”dyrene”. Små Honda 250 ccm maskiner, med en max fart på 75 km/h. Først kørte vi rundt på en øvelsesbane, hvor vi trænede manøvre kørsel, derefter kørte vi stærkt på en fly-landingsbane og så var vi klar til at køre i bushen, dog var det stadig på et spor, der var lavet til formålet. Vi afsluttede turen med at køre om kap på landingsbanen. Måske misforstod vi hvad vi skulle, for Marlene troede vi skulle køre side om side, Lotte og Jan var sikre på, at vi skulle køre om kap. Lotte vandt. Vi kørte i alt i 2 timer og vi så en del kænguruer. Heldigvis hoppede de væk og ikke ud foran os.

Efter Quat turen var der masser af tid til at se os omkring, så vi kørte gennem Nationalparken og nåede ud til de fleste af de hotteste seværdigheder. Så vi gik en masse kortere hyggelige ture gennem bushen (på markerede stier, selvfølgelig) for at komme fra vejen og ud til de enkelte seværdigheder. Vi sluttede dagen i Grampians med at besøge områdets aboriginal visitorcenter og fik på den måde også lidt at vide om disse aborigineres historie. Det er meget godt at få kombineret turene i naturen med lidt viden om områdets aboriginere og den historie, der hører til og det er meget godt, at få historien fra aboriginerne selv, synes vi.

Ved 8-tiden om aftenen var vi tilbage til Port Fairy og fik os noget aftensmad, før vi gik godt bombede i seng.

Lørdag stod vi igen tidligt op, for vi skulle videre mod Melbourne og køre ad Great Ocean Road, den 200 km lange verdensberømte vej, der løber langs et meget smukt stykke af Australiens sydkyst. Vejen er bygget som en hyldest til de australske soldater, som døde i 2. verdenskrig.

Vi havde 2 dage til hele turen fra Port Fairy til Melbourne, et stykke som er ca. 400 km, når man kører langs kysten. Det lyder jo ikke umiddelbart særlig langt og vi har da også mange dage kørt meget længere, men der er super meget at se på vejen og mange steder skal man køre omveje eller ekstraveje, for at komme til en eller anden seværdighed. Mange steder skal man også gå nogle kortere eller længere ture, for at komme fra vejen til seværdigheden. Og vi ville gerne se så meget som muligt, så vi havde et travlt program. Vi nåede at se de fleste seværdigheder på vejen, men vi kørte altså kun forbi et enkelt eller to af de historiske fyrtårne og vi kiggede også kun overfladisk (hovedgaden) på nogle af alle de historiske byer med diverse historiske hoteller, posthuse, rådhuse, monumenter osv. Så vi er nok gået glip af nogle enkelte turistattraktioner i ny og næ, eller kan man sige, vi har valgt dem fra. Vi prioriterede alle de naturskabte vidundere som smukke strande, grotter og specielle klippeformationer ude i havet, samt enkelte bush vandringer. Marlene og Jan mener, at vi har gået meget, Lotte ville gerne have gået et par ture mere ;-) Af de mest kendte seværdigheder, så vi bl.a. London Bridge, The Arch, The Grotto og De 12 Apostle

Da vi gerne ville se en regnskov, hvor man kunne komme på en gåtur oppe mellem trætoppene, og vi ikke kunne nå det før lukketid lørdag endte vi med at finde overnatning på et motel i nærheden. Det var ca. halvvejs mellem Port Fairy og Melbourne (en de-tour på ca. 50 km ind i landet), så det passede egentlig meget godt. Så søndag stod vi op og kørte ud til National Parken så vi var der, da de åbnede kl. 9. Så dagen startede med en vandretur i op til 47 meters højde. Der var bygget en walk-way i metal som startede ved jorden og førte optil forskellige platforme, hvor den højeste var i ca. 25 meters højde, herefter gik det nedad igen. Ved den højeste platform var der et tårn, hvor man kunne gå yderligere opad, af en udvendig spiral trappe, så man endte i 47 meters højde, der var desuden en 24 m lang balancearm, som gik ud fra den højeste af walk-way’ens platforme. Enden af balancearmen var 33 m over jorden (og designet til at kunne bære 14 elefanter). Det var helt vildt, at stå deroppe mellem trækronerne, og så vide at træerne kan blive helt op til over 100 m (lige så langt, som vi tidligere har rapellet ned), og det var overraskende at se, hvor meget de egentlig svajer, selv i stille vejr. Det var med en del bæven i benene, at vi gik rundt deroppe på walk-way’en og det var temmelig skræmmende at gå op i tårnet og ud på balancearmen, men… vi gjorde det… alle tre. Turen blandt trækronerne var i alt 700 meter og der var selvfølgelig en masse oplysninger om de enkelte niveauer af skoven. Det var en rigtig hyggelig tur, selvom vi desværre ikke så andre dyr end fugle (og dinosaurer) på denne gåtur. Man har åbenbart fundet dinosaur rester i området, så der var en kort gåtur på fast grund, hvor der var forskellige dinosaurer mellem træerne. Efter turen mellem trætoppene kørte vi tilbage ud mod kysten og Great Ocean Road. Vi kørte videre østpå mod Melbourne langs kysten og så flere smukke strande og historiske byer. Det var en fantastisk smuk vej, og vi så en masse lækre surf- og badestrande (vi var faktisk ude ved en strand, Belle Beach, hvor der var en stor kendt surferkonkurrence i gang). Desværre var vejret ikke lige til, at man fik lyst til at smide tøjet og hoppe i bølgen. Det var ikke ligefrem koldt, men vejret hernede sydpå i Australien har ikke været super godt. Det har været overskyet og blæsende flere dage og søndag startede ud med at være fint, men ved middagstid begyndte det at regne og det gjorde det så det meste af vejen til Melbourne. Vi var selvfølgelig også ude at gå nogle korte ture til forskellige udsigtspunkter, bl.a. gik vi en tur til ”det tørre vandfald”. På vej dertil så vi en skorpion og en masse firben. På vejen kom vi også forbi et sted, hvor der var masser af koalabjørne i træerne lige ved vejen og der han faktisk én bamse midt over vejen på en gren. Den spiste gladelig og tilsyneladende uforstyrret løs af eukalyptusbladene trods masser af biler og turister, som stod på vejen og fotograferede. Vi landede ved vores hostel i Melbourne kl. halv 8 om aftenen, så vi nåede desværre ikke at mødes med Henrik (Lottes kollega, som vi mødtes med i Hobart), før han rejste hjem.

De to næste dage har vi i Melbourne, så nu skal det blive spændende med lidt by-adventure.

dscn2956

dscn2958

dscn2959

dscn2962

dscn2980

dscn2985

dscn2989

dscn2996

dscn3011

dscn3016

dscn3042

dscn3048

dscn3123

dscn3140

dscn3144

dscn3157

dscn3160

dscn3169

dscn3172

dscn3174

dscn3177

dscn3187

dscn3194

dscn3196

p3260197

p3260198

p3260199

p3260201

p3260204

p3260206

p3260208

p3260209

p3260211

p3260216

p3260221

p3260222

p3260224

p3260226

p3260228

p3260231

p3260235

p3260237

p3260238

p3260240

p3260246

p3260248

p3260250

p3260251

p3260253

pict0001

pict0003

pict0011

pict0018

pict0019

pict0025

pict0030

pict0036

pict0053

pict0059

pict0098

pict0109

pict0132

pict0142